Ascension House er, dets formål taget i betragtning, et ret ekstrovert hus. Derfor kan det at drive Ascension House med gæster, der kommer og går – dag ud og dag ind, være overvældende for en introvert person som mig.
De sidste par dage har jeg været ret overvældet. Jeg har gået lidt med sådan en “osteklokkefornemmelse”, hvor alt omkring én bare går lidt hurtigere, end man selv kan nå at følge med i. Jeg bliver ør i hovedet og kroppen af sådan en osteklokke.
Når jeg bliver overvældet, behøver det ikke skyldes negative omstændigheder eller tanker. Oftest skyldes det bare for meget stimuli – uanset om det er den positive eller negative af slagsen. Så siger mit hoved og min krop fra.
Oftest skyldes de for mange stimuli, at jeg har haft med mange mennesker og gøre og ikke har givet mig selv tid til at lade de oplevelser, jeg har haft, synke ind. Jeg har glemt at give mig selv tid til at processe.
Tidligere blev jeg meget irriteret på mig selv, når sådan noget skete. Jeg tænkte: “Jeg må da være i stand til helt almindelig menneskelig interaktion uden at blive skør i hovedet?”. Min definition af “almindelig” i denne sammenhæng, var ud fra en sammenligning med mennesker i min omgangskreds, der for mig syntes at kunne klare mere, end hvad jeg kunne præstere.
Det har taget mig lidt tid at forstå, at jeg ikke kender andres sociale tolerance. Selvom jeg ser dem være fit-for-fight hvad angår det sociale både mandag, tirsdag og onsdag, så ved jeg ikke, om de bruger torsdag, fredag, lørdag og søndag på at lukke sig inde i deres egen introverte hule. Uanset om de gør det, eller om de bruger torsdag til søndag på også at være sociale, så er det faktisk ligegyldigt for mig. Jeg har min sociale tolerance, og den er helt okay. Nogle gange bliver jeg skør af helt “almindelig” menneskelig interaktion, og det er helt okay.
Når mit hoved og min krop siger fra, er det én af mine højeste prioriteter at lytte til, hvad min krop har at fortælle mig. Nogle gange kan det bare være svært, når der er forpligtelser: ting der skal gøres, og mennesker der har forventninger til én. Men jeg må skabe plads til det!
I går blev jeg hjemme fra kirke efter at have afholdt en retræte for kristne i Hong Kong. Jeg lavede mig en kop god urtete, fandt mit strikketøj frem og satte mig udenfor med udsigt udover byen, mens hele huset, for én gangs skyld, var tomt.
