Faste

For en uge siden begyndte jeg at faste. Da var det nemlig askeonsdag. Askeonsdag er i den kristne tradition dagen, hvor man træder ind i fasten. Fasten foregår 40 dage op til påske. Siden jeg var helt lille, er jeg vokset op med at faste. Det, der står klarest i min erindring, er at vi fastede fra kød. Vi spiste altså vegetarisk i 40 dage (nogle gange tillod vi os vist fisk).

Traditionen med at faste har jeg taget med mig i mit voksenliv, da jeg mener at fasten har rigtig meget godt at byde på. Tidligere har jeg i fastet fra alkohol, kaffe, sociale medier, makeup, morgenmad eller lignende. Centralt er det dog at vælge noget til eller fra i min faste, som jeg kan mærke vil gøre en forskel for mig, lige det år.

Fastetiden – en gammel tradition


Fastetiden er en praksis, der går langt tilbage i kristendommen, men som også ses i andre former hos både muslimer, buddhister, hinduer og andre religiøse retninger. Fastetidens fordybelse og meditation kan have mange udtryk.

 

I kristen tradition er fasten ikke en gerning, som i sig selv bringer os tættere på Gud. Men med fasten kommer man tættere på sit eget hjerte. Hjertet bliver stille og lytter til, hvad Gud vil sige til os.
Fasten er tid til fordybelse i tro og spiritualitet. Dette kan fx være gennem mere tid til bøn og/eller opbyggelig litteratur. Et af de vigtigste aspekter for kristen fordybelse, at opleve sig elsket og ønsket af Gud for efterfølgende at give denne kærlighed og anerkendelse videre til andre.

 

I bjergprædikenen fortæller Jesus om det, der kendetegner fasten. Men selvom Jesus fremhæver det at faste, så giver bibelen ikke nogen præcise anvisning på, hvordan man skal faste. Faste er grundlæggende afholdenhed og at lægge noget til side for et større formål. Den ekstra ressource, der lægges til side, kan bruges til at fokusere på bøn, meditation og barmhjertighed.

 

“Som fri, og dermed ansvarlig for sit liv, vælger hvert menneske hvad han skal sige ja og nej til. Vores valg former os. Vi kan vælge at sløse vores liv væk. Vi har også en mulighed for at bevare vores værdighed. Vi kan hænge os i det der deformerer vores ansigt. Vi kan også overgive os til det der forædler vores sjæl…
Nåden er den kristnes største privilegium. Livet er gratis fra begyndelsen. Frelsen er en ufortjent gave. Men når Gud åbner sin hånd og rækker sine gaver til os, er det os, der vælger, hvordan vi forvalter dem. Det er her, fasten kommer ind i billedet. At faste er at tage sig selv alvorligt. Det er at tænke stort om livet og forvalte den gave, det er at være menneske (Peter Halldorf i Vejledning om faste)

 

Sådan planlægger du din faste

Min faste handler grundlæggende om daglig fokusering, eftertænksomhed, bøn og meditation gennem fastens 40 dage.

Den strengest form for faste er den, hvor man ikke må spise eller drikke (eller kun må drikke vand). Det er dog langt fra almindeligt og heller ikke særlig anbefalelsesværdigt at faste på denne måde i dagevis, hvis man ikke har sat sig meget grundigt ind i, hvad der sker i kroppen. Ofte betyder fasten, at man skærer ned på antallet af måltider, at man holder sig fra bestemte slags fødevarer eller fra nydelsesmidler som for eksempel alkohol, kaffe eller sukker.

 

I løbet af de sidste par år har fastebegrebet dog udvidet sig en del til også at kunne omfatte andre ting end mad og drikke fx at faste fra sociale medier, tid foran computeren etc. Det vigtigste er dog, at når der fastes fra noget, så gives der plads til noget andet. Noget vigtigere og noget større.

Før du begynder, er det godt, at finde dit formål med fasten. Samtidig er det vigtigt at finde ud af, hvad du har lyst til at gøre, og hvad du synes giver mening. Fasten skal skabe plads, ro og fordybelse.

 

Når du skal vælge, hvad du vil faste fra, er der mange muligheder:

  • Afstå i en periode fx fra mad eller specifikke madvarer –  fx kød.
  • Afstå fra fx alkohol, søde sager eller kaffe.
  • Lad din faste være, at du hver dag giver et kompliment til et andet menneske.
  • Vælg sociale medier eller computer fra eller nedsæt forbruget, og brug i stedet tiden på din næste, dig selv og Gud.
  • Afsæt en eller flere faste aftener i ugen gennem fasten til at læse i Bibelen eller anden opbyggelig litteratur.
  • Vælg en energifaste, hvor du skærer ned for dit forbrug af el og elektriske maskiner, vask op i hånden, sluk for lyset, cykl i stedet for at tage bilen osv.

 

Generelt er der tre spørgsmål jeg altid stiller mig selv inden fasten begynder:

  1. Hvad er formålet med min faste?
  2. Hvad skal jeg gøre mere af for at give plads til dette?
  3. Hvad skal jeg skære fra, for at give plads til dette?


Min faste i år

I år vil jeg gerne fordybe mig i at lytte til Gud med min krop. Jeg vil gerne give kroppen plads til at tale, for jeg tror på, at den har meget at fortælle. Derfor har jeg i min faste besluttet mig for, at lave yoga hver dag, da jeg gennem yoga kommer ned i kroppen og kommer til stede med alt hvad jeg er. Kort sagt er formålet med min faste at lytte til Gud med min krop. Jeg skal gøre mere af yoga så min krop bliver åbnet for ro, stilhed og flow. Jeg skal skære fra på alle de handlinger, der kommer i vejen. I år er det ikke så specifikt, hvad jeg skal skære fra. For så snart der er et tilvalg, er der også et fravalg. Jeg definere tilvalget, og lader fravalgt definere sig selv undervejs. Mit syn på faste handler ikke nødvendigvis om at fokusere på, hvad jeg ikke må gøre, men fokusere på hvad jeg gerne vil have mere af. Mere Gud, mere nærvær, mere kærlighed, mere ro, mere lytten.

 

Vil du vide mere om fasten?

Så kan jeg anbefale podcasten Hvorfor faste?  fra Samtaler fra Herrens Mark af Kamilla Maria Jakobsen. Selvom jeg har fastet al den tid jeg kan huske, synes jeg selv at denne podcast var inspirerende til min egen faste.

Photo by Deena from Pexels https://www.pexels.com/photo/cook-cutlery-dishes-eat-718053/

februar 21, 2018
karenmunch
Hong Kong, Tro og spiritualitet, Yoga, faste, kristendom, spiritualitet, tro, yoga

2 thoughts on “Faste

Har du en kommentar? Jeg vil så gerne høre fra dig!